Vedtægter for Bridgeklubben Jokeren

§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Jokeren – klubben er hjemmehørende i Roskilde Kommune.
Klubben er stiftet den 25. maj 2025

§ 2. Formål

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil, at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.
Ved deltagelse i eksterne aktiviteter er det klubbens målsætning at skabe mulighed for, at der kan gives følgende goder for medlemmerne:
a) Indkøb af særligt materiel
b) Særlige arrangementer til gavn for klubbens medlemmer

§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Østsjælland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.
Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpoint- og Handicapordning efter de gældende regler.

§ 4. Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse.
Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i ”Klubregler for Jokeren”.

Indmeldelse skal ske til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson, når omstændighederne taler for det.

Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson.

Udmeldelse skal ske til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson.
I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.

§ 5. Kontingent

Kontingentet fastsættes årligt, efter forslag fra bestyrelsen, af generalforsamlingen.
Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

Juniorer (en person under 25 år) under uddannelse betaler halvt kontingent.

Er et medlem trods påmindelse fortsat i restance, kan medlemmet slettes af medlemslisten.

§ 6. Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), hvis vedkommende handler til skade for klubben, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på
førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter. En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund.

§ 7. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned.

Indkaldelse, med angivelse af dagsorden, skal finde sted skriftligt (e-mail) /ved opslag i klubbens lokaler / på klubbens hjemmeside med 3 ugers varsel.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til formanden senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse.
Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og sendes til medlemmerne (e-mail) senest en uge før generalforsamlingen.

Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

Medlemmer har ret til at møde på generalforsamlingen ved fuldmægtig.

Fuldmægtigen skal fremlægge skriftlig, dateret fuldmagt med medlemsnummer på både fuldmægtig og fuldmagts giver.

En fuldmægtig der møder på vegne af flere medlemmer, kan stemme forskelligt på vegne af de forskellige medlemmer.

Medlemmer kan desuden give fuldmagt til bestyrelsen.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, og alle punkter afgøres ved simpelt flertal, se dog §§ 15 og 16

§ 8. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3) Godkendelse af det reviderede regnskab
4) Fremlæggelse af budget
5) Fastsættelse af kontingent
6) Indkomne forslag
7) Valg af formand (lige år)
8) Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)
9) Valg af suppleanter
10) Valg af revisor og revisorsuppleant
11) Eventuelt

§ 9. Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal.

Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 15 og 16.

Afstemninger skal foretages skriftligt, hvis blot ét medlem forlanger det og helst ved personvalg mellem flere kandidater.

Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af formanden og dirigenten.
Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med næstformand, kasserer og sekretær.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen med 7 dages varsel.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes digitalt, hvis bestyrelsen beslutter dette.

Ellers gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

§ 11. Bestyrelsen

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.
Bestyrelsen består af minimum 5 medlemmer med en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen kan nedsætte turneringsudvalg til udarbejdelse af turneringsplaner samt varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. I dette udvalg skal mindst være 1 bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen har fuldmagt til at disponere over et beløb til dækning af udgifter og honorarer til personer, der har arbejdet for klubbens drift og virke.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Ved evt. stemmelighed er formandens/næstformandens stemme udslagsgivende.
Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.

Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 18 år.

Bestyrelsen udarbejder interne Klubregler.

§ 12. Regnskab

Klubbens regnskabsår går fra 1. september til 31. august. Regnskabet fremlægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med kassererens og revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling via foreningens hjemmeside.

§ 13. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for to år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant, så der altid er mindst 1 revisor og 1 revisor-suppleant.
Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.

§ 14. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden og kassereren.
Køb, salg, lånoptagning eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.
Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.

§ 15. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 16. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemme berettigede medlemmer er til stede.
For at forslaget kan vedtages kræves det, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget.
Opnås et sådan flertal ikke på en ekstraordinær generalforsamling, der er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor der kan træffes beslutning med almindeligt flertal uanset fremmødet.
Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal gå til ungdomsarbejdet i Danmarks Bridgeforbund.
—————————————

Vedtaget på den stiftende generalforsamling 22. juni 2025